Denne artikel handler om, hvordan tilknytningsteori kan informere det terapeutiske arbejde, uanset modalitet. Tilknytningsteorien gør det muligt for terapeuten at basere sine interventioner på et solidt videnskabeligt grundlag, opbygget på både forskningsmæssig og klinisk empiri. Det giver øget sandsynlighed for en mere virkningsfuld behandling. Ligesom et solidt vidensgrundlag er støttende både for terapeut og klient. Artiklen tager udgangspunkt i bogen: ”The Search for the Secure Base – Attachment Theory and Psychotherapy” af Jeremy Holmes.
© Inge Holm
Artiklen må gerne printes og/eller bruges i undervisningssammenhænge med korrekt angivelse af forfatter.
Tilknytningsteoriens universalitet
Tilknytningsteorien er en udviklingspsykologisk teori om et barns medfødte instinkt og evne til at søge sikkerhed med henblik på overlevelse, udvikling og vækst. Teorien beskriver udviklingen fra barn til voksen person, og hvordan denne udvikling afhænger af, hvordan barnets omsorgs- og selvstændighedsbehov mødes af forældrene. Tilknytningsteorien er således også en teori om både sund og dysfunktionel forældreadfærd samt en teori om traume. Tilknytningsteorien er baseret på omfattende empiri – blandt andet observationer af komplekse reaktioner på sorg og tab hos mindre børn. Tilknytningsteorien tilbyder en vigtig, evidensbaseret nosologi (klinisk sygdomslære) for psykoterapi.
Tilknytningsteorien sætter behovet for sikkerhed øverst i et barns behovshierarki, og ser tilknytningssystemet som en umådelig vigtig og medfødt overlevelseskapacitet selekteret frem af evolutionen og hardwired i vores biologiske konstitution. Barnets tilknytning er begyndelsen på denne konstante søgen efter sikkerhed og tryghed, som mennesket har med sig hele livet.
Af tilknytningsteorien kan der udledes en række betydningsfulde principper:
Princippet om universalitet – I alle kulturer knytter barnet et særligt bånd til den primære omsorgsgiver.
Princippet om normativitet – I alle kulturer er omtrent 70% af en befolkning trygt tilknyttede. Tryg tilknytning er således både numerisk og fysiologisk det normale.
Princippet om sensitivitet – Det er sensitivt responderende forældre, der får trygge børn.
Princippet om intergenerationalitet – Både trygge og utrygge interaktionsdynamikker tages med til næste generation. Det er overvejende sandsynligt, at trygge forældre får trygge børn og omvendt.
Princippet om kompetence – Trygge børn bliver mere kompetente på stort set alle områder, både kognitivt og emotionelt.
Princippet om kontinuitet – Tilknytning i barndommen har vidtrækkende konsekvenser i voksenlivet. Det gælder særligt i forhold til at opbygge sunde, stabile og langvarige relationer, men også i forhold til sygdom og trivsel generelt.
Princippet om mentalisering – Tryg tilknytning baserer sig på mentaliserende forældreadfærd og fører til bedre tænke- og refleksionskapacitet hos barnet, også i voksenlivet.
Princippet om narrativ kompetence – Tryg tilknytning viser sig specifikt i de måder, man taler om sit liv på. Tryg tilknytning fører til sammenhængende, meningsfulde og fokuserede livshistorier, der kan fortælles åbent og sandfærdigt uden brug af selvbeskyttelsesstrategier.
Tryg tilknytning er altså både det mest normale (hyppigst fremkommende) og medierer sundhed og trivsel på alle niveauer:
- Selvstændighed
- Udforskning
- Nærhed
- Grænsesætning
- Sund protest
- Arousalregulering
- Emotionsregulering
- Selvrefleksion
- Mentalisering
- Udtrykke behov og bede om hjælp
- Hjælpe andre på en adaptiv måde
- Sige undskyld og tilgive (Rupture and Repair)
Tilknytningsteoriens primære domæner
Et menneskes tilknytningsmønster gennemtrænger hele eksistensen, men får særlig betydning indenfor seks primære livsdomæner:
Tryg base/sikker havn – Tryg tilknytning sikrer, at barnet og senere den voksne får en repræsentation af sikkerhed i sin egen biologi. Det vil sige en generel høj stress- og frustrationstolerance kombineret med en konsistent følt fornemmelse af sikkerhed. Det kaldes også resiliens. Denne resiliens kommer fra tidlige, repetitive forældreresponser, der var sensitive, troværdige, konsistente og venligsindede. Den kommer fra forældre, der var i stand til at se barnet i sin egen person og til at kunne tolerere, absorbere og regulere barnets protest og andre negative følelser. Den kommer fra forældre, som var rolige nok til at kunne give varme, ømhed, trøst og beroligelse, hvilket på det fysiologiske plan førte til stabilt åndedræt, normal puls og hjerterytme og lav stresskemi hos barnet, som atter medierede tanker om selvet og andre mennesker som gode. En følt fornemmelse af, at alt er godt og under kontrol. Den trygge person har således et balanceret billede af sig selv – et selvsystem i ligevægt. Det er åbent for ekstern feedback og validering, men ikke komplet afhængig af det.
Udforskning og livsglæde – Der er stærke reciprokke forbindelser mellem tryg tilknytning, udforskning, nysgerrighed og mental åbenhed. Af evolutionære årsager hæmmes menneskets naturlige udforskningstrang af frygt. For det utrygge barn er frygten det organiserende princip, og barnet er nødt til at tilpasse sig og finde sekundære, kompensatoriske måder at erhverve sig sikkerhed på. For det trygge barn kan energien bruges på leg, nydelse og livsglæde. Også i voksenlivet vil den naturlige udforskningstrang være hæmmet. Enten pisker man sig selv i aktivitet på en tvangspræget og glædesforladt måde. Eller så holder man sig tilbage, er bange og bremser andre på samme måde.
Protest og vrede – Der opstår naturlig vrede, når man oplever svigt, brud og ufrivillig separation – eller trusler om samme. I et tilknytningsteoretisk perspektiv er vrede ofte en protest mod at blive efterladt alene med sin smerte og uregulerede følelser. Utrygge samspilsdynamikker med emotionelt umodne forældre fører til en ophobning af protest, som ikke kan udtrykkes direkte af hensyn til tilknytningsrelationen, og som ofte heller ikke kan ejes, hverken af barn eller senere den voksne, fordi der kommer massiv skyldfølelse over aggressiviteten. Denne indestængte, akkumulerede og ofte ubevidste vrede kaldes også for Shame Rage eller passiv aggressivitet. Den er resultatet af dominans- og underkastelsesdynamikker tidligt i livet. Den trygge person oplever generelt mindre vrede og er stand til at bruge vreden til sund grænsesætning. Den utrygge person martres af vreden, som ikke kan finde en reguleret form og derfor ikke kan anvendes på en relationsbevarende måde. Den er destruktiv og ødelægger det mulige gode.
Tab og sorg – Tab eller trussel om tab fører til angst og kronisk stress. Det utrygge barn frygter konsistent at blive udelukket eller hånet, og er i konstant indre konflikt mellem autentiske behov, som ikke kan tolereres af forældrene, og skammen over disse behov, som fører til afvisning fra forældrenes side. Det utrygge barn kan ikke sørge over tabet, for det ville være det samme som at se i øjnene, at det er et uønsket barn; at ens forældre ikke vil en det bedste og ikke kan rumme en, sådan som man er. At sørge vil være det samme som at opgive håbet. Derfor negligeres sorgen over kærlighedstabet og det mistede potentiale med den konsekvens, at den udvikler sig til kronisk sorg. Kronisk sorg er ikke-processeret sorg. Hos den utrygge voksne ligger sorgen altid lige under overfladen, men holdes konstant nede. Mere trygge personer sørger umiddelbart, når de mister noget dyrebart. De tillader sorgen. Sorg er en følelse, der har til formål at hjælpe os med at adskille os noget betydningsfuldt og komme videre. Den utrygge person sidder fast; stagnerer i dybt utilfredsstillende livsmønstre uden kapacitet til egentlig forandring. I terapi er bearbejdning af og sorg over tidlige tab en del af helingsprocessen.
Indre arbejdsmodel – Utryg tilknytning fører til det, John Bowlby kaldte defensiv eksklusion. Det betyder, at man holder noget ude fra opmærksomheden – så vidt muligt både den implicitte og eksplicitte hukommelse. Det er hårdt og energikrævende for hjernen, og personen udtrættes over tid. Det utrygge barns hjerne organiserer sig omkring frygt og udvikler en overlevelseshjerne, der konstant er på vagt og mistroisk overfor andre mennesker. Det gør det problematisk at udvikle stabile og sunde relationer. Den indre arbejdsmodel er resultatet af samspilsdynamikker med omsorgspersoner tidligt i livet. Vi ser verden gennem vores tilknytningsmønster. Det farver vores udsyn og forvrænger virkeligheden. Vi ser svigagtighed alle vegne, når vi er utrygge. Vi er blevet blinde overfor sikkerhed. Det kaldes Safety Blindness.
Refleksiv funktion og narrativ kompetence – Det trygge barn udvikler typisk en god evne for selvrefleksion, fordi det gennem forældrenes interesse og engagement for dets indre verden har udviklet et nuanceret sprog for følelser og indre sansninger. Det utrygge barn derimod, er ikke blevet mentaliseret tilstrækkeligt af dets forældre og kan derfor ikke uhindret tilgå egne følelsesmæssige tilstande. Ofte udvikler man egentlig følelsesfobier. Man overvældes eller lukker helt ned. Det er fatalt ikke at kunne processere kernefølelser, fordi det medfører, at man ikke kan tage beslutninger, særligt i det relationelle felt. Når man ikke kan tage beslutninger, kan man ikke løse sine problemer og sidder fast. Man kan ikke finde hoved eller hale i sine oplevelser og leder desperat efter fortolkninger eller sammenhænge, der kan få det smertefulde til at gå væk. Det utrygge menneskes livshistorie er alt andet end sammenhængende. Det opleves enten kaotisk eller tomt.
”To have something is to run the risk of loosing it”.
Dominans- og underkastelsesdynamikker
Forældre har magt og evne til at beskytte deres børn, men i dysfunktionelle familier bruges magten til at skaffe sig selv noget – ikke til børnene. Barnet er ikke noget i sig selv, men et instrument i de emotionelle umodne forældrenes behovsopfyldelse. Det kan være, det skal arbejde for forældrene, gøre tjenester, opvarte, underholde, overbringe beskeder, løse konflikter, mægle, udglatte, høre på beklagelser, støtte, rådgive, stå til rådighed seksuelt mm. Barnet er en ikke-person; forældrenes ejendom som de kan skalte og valte med. Nogle gange er det helt åbenlyst, andre gange så subtilt, at det er usynligt for det ikke-trænende øje. På overfladen ligner det en almindelig familie, men det er det ikke, når man nærstuderer voksen-barn interaktionerne.
I det systematiske emotionelle omsorgssvigt nægter forælderen at invitere barnet ind i tryghed, nærhed og varme og undlader at beskytte det på den måde, som det aldersvarende har behov for. Enten omklamres og kontrolleres barnet, eller så holdes det på afstand og forventes at kunne selv. Omsorgspersonen ser typisk barnet som årsagen til sin egen smerte og problemer, eksempelvis i parforholdet, og hævner sig på barnet ved at forsømme det, og ved at nægte at indrømme, at det er det, der sker. Barnet mister sin realitetssans. Jo mere bange barnet bliver, jo mere forsøger det det at opretholde en eller anden forbindelse til den enten uforudsigelige eller afvisende forælder, og jo mere er barnet nødt til at gøre sig selv forkert. Det er min skyld. Denne samspilsdynamik udtrykker en perversion, som ligger langt ud over, hvad man må forvente i en familie, hvor de voksne vælger at sætte børn i verden. Emotionelt umodne forældre sætter børn i verden for at få noget til sig selv, mens trygge forældre har overskud til at se barn udvikle sig i sin egen ret.
I den dysfunktionelle familie er omsorgspersonens interaktioner med barnet organiseret omkring dominans og underkastelse, hvilket naturligvis fører til både frygt og vrede hos barnet. Der rejser sig i barnet en stærk impuls til at protestere over svigtet og den upassende brug af aggression og dominans. I den terapeutiske proces bliver en dominerende omsorgsperson af klienten ofte beskrevet som ”stærk”, men det, der ligner styrke, viser sig ofte at være magtmisbrug. Dominans har intet med styrke at gøre, men om utilstrækkelighed.
Det er ofte ikke dét, der skete i barndommen, der i sig selv medierer psykologisk lidelse i voksenlivet, men de indre arbejdsmodeller og selvrepræsentationer, som det, der skete, har resulteret i. Grundlæggende antagelser om selvet som uværdigt og andre mennesker som fjendtlige – og alt det man er nødt til at gøre for at beskytte sig selv mod smerten over forkerthed og isolation. Man længes desperat efter nærhed og ubetinget accept, men man frygter det også så meget, at man skubber det væk, når det bliver tilbudt. Man strander sig selv på en øde ø med lejlighedsvise ekskursioner ud mod den anden, indtil man trækker sig igen. I opslidende cyklusser af frem og tilbage.
Når et menneskes integritet krænkes tidligt i livet, brister grænsen mellem selvet og den anden – og selvet kan endvidere begynde at angribe sig selv. Helt på samme måde som ved en autoimmun sygdom. Man ødelægger sig selv, og sørger for, at det som man brændende ønsker sig, ikke kan blive muligt. Ikke mindst vælger man en partner, med hvem man kan danse den samme destruktive dans, man havde med sine forældre. Man ser verden gennem sit utrygge tilknytningsmønster, og alt farves af det, man forventer at se – svigt, afvisning, dominans eller invadering. Man tror, andre kan se direkte ind i en, og man er overbevist om, man ved, hvad andre tænker. Man taler til sig selv med flere stemmer, ofte kritiske, ydmygende og straffende. Man er en krænker og et offer i én og samme person. Det er klart, at man lider. Det gør ondt at blive mobbet.
Den terapeutiske alliance – udvikling af en tryg base
Undersøgelser viser, at de fleste med en psykiatrisk diagnose eller anden psykologisk lidelse, herunder angst og depression, har et utrygt tilknytningsmønster. Klienter, der søger terapi, er endvidere ofte smertefuldt fanget mellem behovet for nærhed og frygten for samme. Man længes, men saboterer på samme tid også indfrielsen af det savnede.
Et terapeutisk behandlingsforløb starter typisk med, at klienten søger hjælp til lindring af en mere eller mindre definerbar psykologisk og/eller psykosomatisk smerte. I starten af forløbet forstås smerten typisk som en, der påføres udefra, mens det senere i forløbet står mere og mere tydeligt frem, at smerten er relateret til klientens egne tænke,- føle- og handlemønstre. Egne selvbeskyttelsesstrategier.
For terapeutens vedkommende starter behandlingen med en uddannelses- og videnbaseret evne og vilje til at ville hjælpe klienten med fortælle sin historie, finde mening i den og bryde fri af falske overbevisninger og virkelighedsforvrængninger, som klienten er blevet pålagt, eller selv har udviklet tidligt i livet for bedre at kunne holde smerten ud; smerten ved det uempatiske samspil med forældrene.
Evne til at lytte, tænke og føle på samme tid er afgørende for en terapeut. Det er den samme evne forældre har, når tilknytningen er tryg. Der ser forælderen barnet i sin egen ret og kan forestille sig verden fra dets perspektiv – og evner endvidere at reflektere over sig selv som omsorgsperson og den indvirkning, man har på barnets indre tilstande. For terapeuter er det afgørende med en høj mentaliseringskapacitet, hvilket fordrer, at terapeuten har eller har tillært sig en overvejende tryg indre arbejdsmodel og en tryg tilknytningsstil.
Uden en tryg arbejdsalliance mellem terapeut og klient, kan der ikke foretages nogen udforskning eller mentalisering af klientens livs- og lidelseshistorie. Derfor er der en række faktorer, som kommer helt i front, når interventionerne informeres af tilknytningsteori:
Indføling – Resonans og empatisk respons
Nærhed – Personligt engagement og autentisk følelsesmæssig involvering
Rummelighed – Tålmodighed og kapacitet til at være med noget, som er uklart, opgivende, tomt, destruktivt eller helt uforståeligt
Affektregulering – Hjælpe klienten ind i psykofysiologisk balance
Emotionsprocessering – Øge tolerancen for processering af kerneemotioner – herunder også skambaserede oplevelsestilstande
Udfordring – Klarificere, konfrontere og blokere defensive selvafbrydelser og selvbeskyttelsesstrategier
Mentalisering – Vise klienten at man hele tiden bestræber sig på at forstå klienten samt støtte klienten i bestræbelserne på at begribe sig selv
Man arbejder konstant med at regulere klientens nervesystem tilstrækkeligt til, at identiteten kan udforskes og udfordres. Man støtter kontakt og en reorganisering af selv- og andrebilleder – baseret på tillid fremfor frygt. Terapi funderet på tilknytningsteori er, bakket op af neurovidenskab, meget optaget af arousal- og affektregulering samt emotionsprocessering generelt. Derfor bliver følgende vigtigt i den terapeutiske behandling:
- Identificere, mærke og sanse følelser
- Processere og færdiggøre følelser
- Øge rummeligheden overfor følelser, tanker og sansninger
- Identificere og moderere identifikationer (dis-identifikation)
- Udvikle og støtte individuering og selvstændighed (selvagens)
- Støtte den iboende evne til kontakt og nærhed
- Støtte iboende ressourcer og positive forandringer
Terapeuten vil bestræbe sig på, venligt men bestemt, at føre klienten hen mod den modsatte pol; hen mod de tanker, følelser eller handlinger, som vedkommende vanemæssigt, og ofte ubevidst, fravælger. Selvbeskyttelse er tidligt udviklede strategier og instinktive handletendenser med henblik på at håndtere et suboptimalt opvækstmiljø. Det bedst mulige forsøg på at opretholde en tilknytning til trods for destruktive kræfter og en akkumulerende protest mod svigtet. Selvbeskyttelsesstrategier er evolutionært baserede mulige forsøg på adaption – det bedste kompromis og kompensation for den ikke tilgængelige sikkerhed og tryghed.
Det ambitiøse mål i tilknytningsbaserede terapier er en fundamental ændring i selvforholdet hos klienten. Ikke blot en midlertidig lindring men en grundlæggende forandring i selv- og andrebilledet. At opbygge tillidskapacitet, så klienten kan bevæge sig mere frit i verden generelt og i tætte relationer specifikt. Delmål kan sagtens være symptomreduktion, øget selvværd, forbedrede kommunikative og relationelle kompetencer, øget selvstændighed, en stærkere følelse af indre ro, en mere positiv identitet, sorgbearbejdning mm. Man arbejder kontinuerligt på at finde rette niveau for både nærhed og distance; for både relation og selvstændighed. Kapaciteten for nærhed stiger gennem mødet med empatiske responser, mens autonomi udvikles gennem sund grænsesætning, og ikke mindst at der kan sørges over det tabte – den sunde, helende sorg. Men det er også indenfor rækkevidde at erhverve tryg tilknytning (Earned Secure attachment), hvilket medfører en fundamentalt forandret måde at eksistere med sig selv på; hvor der er mere tillid, ro, balance, lethed og glæde.
Kilde
Jeremy Holmes: ”The Search for the Secure Base – Attachment Theory and Psychotherapy”