Denne artikel præsenterer en række tilknytningsrelaterede, psykologiske begreber – herunder begreberne The Fantasy Bond og Emotional Hunger – som bidrager med udvidende og nuancerende forståelser af et barns tidlige tilknytning, og hvilken rolle relationen til omsorgspersonen spiller for betydningsfulde relationer senere i livet – særligt parforholdet. Artiklen henvender sig til dig, som bærer på den smerte, utryg tilknytning altid fører med sig, og dig som arbejder professionelt og terapeutisk med mennesker og par. Artiklen er den første i en række artikler, der alle tager udgangspunkt i Robert Firestones bog: ”The Fantasy Bond”.
Det destruktive parforhold
Det sker ofte, at jeg har et par i terapi, hvor begge parter siger, at de elsker og ikke kan undvære hinanden, men hvor de også beretter om, hvordan de behandler hinanden med aggressivitet, disrespekt, manipulation og foragt. De siger, at de gerne vil ud af det destruktive kommunikations- og adfærdsmønster, men det er som om, at de i virkeligheden ikke rigtig ønsker det. For hvis det faktisk lykkedes gennem terapien at få sænket konfliktniveauet og skabe plads til dialog, kommer der omgående følelser af ensomhed og kedsomhed. Det er som om, parret er forblændet af overbevisningen om, at det intense, konfliktfyldte og krænkende følelsesdrama er den ægte kærlighed. Venlighed, ro og respekt tæller ikke og diskvalificeres.
Sådan et par er grundlæggende og fatalt fremmedgjorte overfor hinanden, fordi de på et helt basalt plan hverken har tillid til dem selv, den anden eller selve forholdet. De frygter, at skulle indse, at de ikke er én symbiotisk enhed, men to forskellige, adskilte, voksne mennesker, som hver især bærer ansvaret for eget liv. Et ansvar, man ikke kan bede en anden tage for sig. For parret synes det næsten umuligt at rumme den realitet – ofte fordi de hver især i livets første tilknytningsrelationer lærte, at al form for individualitet, autonomi og selvstændighed var forkert, uacceptabelt og noget man blev straffet hårdt for.
Disse mennesker er nu bundet sammen i et smertefuldt forhold, hvor de hverken kan finde ud af at være sammen eller at være adskilte.
Det emotionelle drama
Begge parter føler sig på sin vis hjemme i dramaet, fordi det er det, de er vokset op med – forældre der hverken kunne give omsorg, nærhed og sikkerhed eller respekt og passende distance. De er børn af forældre, der ikke kunne give den kærlighed, et barn har brug for, for at vokse op som et sundt, robust og selvstændigt individ.
Måske mor eller far sagde, at de elskede barnet, men barnet kunne ikke føle den kærlighed på et emotionelt plan. Der er forskel på at vide og føle sig elsket. Måske forældrene forvekslede kærlighed med ensartethed og derfor ikke kunne rumme at se barnet, som det var i sin egenart, men måtte omgøre det, så det bedre passede til forældrenes egne ideer, ønsker og formål. Måske de elskede barnet i teorien, men i virkeligheden handlede det mest om forældrene selv. Et barn vil altid tilpasse sig de omgivelser det fødes ud i, også hvis det indebærer, at det skal frakoble sig sit autentiske selv.
Når man senere i livet træder ind i et parforhold, klynger man sig til en illusion om, at partneren skal give én den sikkerhed, støtte og omsorg, man altid har længtes efter – at den anden har en pligt og opgave, der handler om at gøre én tilfreds. På samme måde som man selv blev følelsesmæssigt udnyttet af sine forældre, stiller man nu krav til et andet menneske om, at det skal levere specifikke kærlighedsydelser, som vi føler os i vores gode ret til at sammenligne, vurdere og kritisere. Vi holder nøje regnskab.
Forholdet bliver således et rollespil, hvor man foregiver at give noget betydningsfuld til en anden, men i virkeligheden intet risikerer, fordi man hele tiden er på vagt, og konstant vejer og måler det, man giver, op imod det, man modtager. Man finder sig selv involveret i en kompliceret bytteanordning, hvor ydelserne handler om følelser, nærhed og intimitet, men hvor man hele tiden lurepasser, og holder sit sande engagement tilbage.
Som i barndommen, afskærer man sig også i parforholdet fra sit autentiske følelsesliv, men man kan ikke se sin egen andel i dramaet. Man føler sig blot svigtet, skuffet og permanent utilfredsstillet. Man kan og vil ikke vedkende sig, at det grundlæggende er ens eget ansvar, hvordan man vælger at leve sit liv og med hvem.
I det modne og frie voksenliv, er der principielt ikke nogen, der skylder nogen noget. Man er fri til at leve, som man vil; gå hen imod det man ønsker og væk fra det, man ikke bryder sig om. Men fordi man bærer sit tilknytningsmønster med sig, har man måske ingen erfaringer ovehovedet med, hvordan man kan leve i en voksenrelation, som både er tæt og intim men også frivillig. Hvordan man kan leve i en relation som et frit og gældsfrit menneske. Man har som voksen ikke krav på, at et andet menneske elsker en og vil være der for en, men man havde krav på det som barn.
The Fantasy Bond
Begrebet omhandler en fantasi om at have en relation, man ikke har. Robert Firestone kalder denne fantaseren for The Fantasy Bond. Et barn kan ikke rumme, hverken mentalt eller emotionelt, at det ikke oplever sig elsket og beskyttet af sine forældre. Det kan ikke magte at se, at mor eller far ikke har evne eller vilje til at give et barn, hvad det har brug for følelsesmæssigt. Derfor klynger barnet sig til en fantasi om, at det er barnet selv, der er defekt og at hvis bare det kan lære at gøre det rigtige, så vil forældrene ændre adfærd og elske det. I fantasien er omsorgspersonen den gode og perfekte, mens barnet oplever sig selv som et ondt og forfærdeligt barn.
I stedet for at se omsorgspersonens invaderende, krænkende, fordømmende, afvisende, kontrollerende, dominerende, klyngende, umodne og manipulatoriske adfærd, ser barnet sig selv som grundlæggende uelskeligt. Denne virkelighedsforvrængning beskytter på et primitivt plan barnet mod en voldsom separations- og dødsangst, men prisen det betaler for denne sekundære, kompensatoriske sikkerhed, er tabet af egen autenticitet og livfuldhed.
De mest markante tegn i voksenlivet på sådan en fantasitilknytning er kronisk indre uro, angst, vrede og depressivitet, selvhad kombineret med idealisering af barndommen og forældrene, følelser af magtesløshed, meningsløshed og tomhed, tilbageholdelse af ægte og kærlige følelser i relationer, samt skadelig selvregulering i form af selvmedicinering, misbrug og alle andre former for afhængighed.
Når man har lært at afskære sig fra sit eget følelsesliv, sine livsmuligheder og sin egen ansvarlighed, dør man uden at dø og lever uden at leve. Man eksisterer i en sfære af emotionel tomhed og dødhed. Der kan således pågå en masse dramatisk i parforholdet, men intet virkeligt autentisk finder sted. Man lyver for sig selv og den anden. Man siger måske: ”Jeg kan sagtens klare mig uden dig”, men klynger sig til den anden og forbliver i forholdet uanset hvad. Man vil have, at den anden skal åbne sig, men holder sig selv tilbage. Man vil have garantier, men tager ingen chancer selv.
På den måde kan man ende med, at blive et offer for sin egen følelsesmæssige tilbageholdenhed. Man holder afstand til livet, andre mennesker og sin egen vitalitet. Man tænker, at andre mennesker ikke vil én det godt, og at man kun kan stole på sig selv, samtidig med at man klynger sig til fantasien om en symbiotisk relation. Man drømmer om noget, og tager sig ikke af det forhold, man rent faktisk er i. Man udsulter det emotionelt ved ikke at spille med åbne kort – og dermed udsulter man sig selv.
Selvbeskyttelse baseret på selvhad
Et emotionelt svigtet barn har brug for en fantasi om den kærlige forælder, fordi den beskytter barnet mod et psykisk nedbrud. I barndommen fungerer fantasien som en reel selvbeskyttelse og en kompensation for den manglende kærlighed. Barnet giver sig selv noget i tankerne, som ikke findes i virkeligheden, men som det er alt for smertefuldt at tage ind som sandhed.
Selv som voksne kan det være helt umuligt for os at erkende den mangelfulde kærlighed fra vores forældres side, og vi forsvarer dem, minimerer betydningen af deres handlinger, benægter hvad der fandt sted og anklager i stedet os selv. Fantasitilknytningens opretholdelse beror på selve det forhold, at vi frifinder vores forældre og hader os selv.
Barnet kan således vælge mellem selvhadet eller at mærke afvisningen fra omsorgspersonen fuldt ud. For et barn er det psykologisk overvældende og toksisk skamfuldt. Selvhadet bliver en slags omvendt livskraft, noget man kan klynge sig til og dermed sikre fantasitilknytningen til forældrene. Og når man lever et liv, hvor man ikke kan holde sig selv ud, finder man med stor sandsynlighed en partner, der er villig til at indgå i netop den destruktive dynamik – enten ved at oversamarbejde og byde sig selv hvad som helst, eller ved at bekræfte én i, at man vitterligt ikke er noget værd. Man hvirvles ind i destruktivt parforhold, hvor der kun er plads til ofre, krænkere og reddere.
Illusionen om kontakt
Fantasitilknytningen er en illusion. I barndommen en illusion om en tryg kontakt med omsorgspersonen. Illusionen holdes i live af længslen efter en kontakt, nærhed og fundamental sikkerhed, som ikke var der, men som barnet ikke tør opgive, fordi det medfører en voldsom adskillelsesangst og forladthedsdepression.
Den stærke og evolutionsbårne længsel efter kontakt kan i voksenlivet få os til at søge ind i en relation med en partner, som måske også bærer på en illusionsdrevet længsel efter fuldkommen, evig og uforanderlig sikkerhed og kærlighed, men som lige som os selv, når det kommer til stykket, ikke kan udholde hverken varme, venlighed eller respekt fra et andet menneske, fordi det fylder os med sårbarhed, angst for at miste og blive sviget igen.
I stedet kan man insistere på løfter. Man vil have løfter om fremtiden. Man vil have, at den anden skal bevise sin troværdighed, men da intet menneske er fuldkomment, vil der før eller siden ske fejl og brud i relation. Dette er både naturligt og uundgåeligt, men i det utrygge forhold er det fatalt, fordi det bruges som et sikkert bevis på, hvorfor man ikke kan give sig hen og nyde forholdet, men konstant må være på vagt, holde regnskab og tilbageholde sit følelsesmæssige engagement. Fejltagelserne og misforståelserne bruges som skudsikre beviser på, at man er nødt til at fortsætte sin smertefulde, nedlukkede ikke-autentiske eksistens.
Fantasien som en kærlighedssubstitut
Det opleves, på et absurd plan, ofte som mere tilfredsstillende at holde fast i fantasien, end at finde kærlighed i virkeligheden i et liv med en virkelig, levende partner. Man nærer sig emotionelt ved fantasien, men reelt indeholder den ikke den rigtige vare. Man stiller sig tilfreds med fantasien, opretholder status quo og bliver derfor ved med at befinde sig i et følelsesmæssigt dødvande. Man holder fast i fantasien på bekostning af den virkelige relation.
I parterapien bliver dette helt tydeligt, når den ene fortæller om alt det vedkommende gerne vil have, og at der faktisk lige ved siden af, sidder en anden person, som gerne vil være med, men som ikke får en chance, fordi vedkommende ikke lever op til behovet for ultimativ sikkerhed og betingelsesløs hengivelse.
Barnets fantasitilknytning fortsætter typisk langt ind i voksenlivets relationer, ved at man opgiver sin selvstændighed og sit personlige ansvar for at søge en symbiose, der ikke eksisterer i virkeligheden. Symbiose er aldrig mulighed mellem voksne mennesker, fordi der ikke er nogen anden, der hverken kan eller vil give os alt, hvad vi tror, vi har brug for følelsesmæssigt.
Der er intet menneske, der at sat i verden med en forpligtelse om at gøre os lykkelige – heller ikke når vi er blevet gift og har fået børn. Det var helt og aldeles vores forældres opgave at elske os betingelsesløst, og fordi de ikke magtede den opgave, og fordi vi ikke vil tage det til os som et faktum, står vi i voksenlivet tilbage med et bundløst kar af savn, længsel og sult, der ikke kan tilfredsstilles.
Utryg tilknytning fører altid til en form for kontakt- og nærhedsfobi. Det at bevæge sig ind og ud af nærhed bliver derfor næsten uudholdeligt i parforholdet. Man holder sig selv tilbage for at undgå den separationsangst, som bor latent inde i én. Prisen for at undgå den følelse af afstand, der uvægerligt kommer efter oplevelser af nærhed, er, at man ikke tør nyde intimiteten, når den endelig byder sig til. Man vil ikke investere følelsesmæssigt i frygt for at blive svigtet, men man vil heller ikke give slip af frygt for ensomhed. Alle bevægelser, både dem mod nærhed og dem mod distance, aktiverer således frygtsystemet og man bliver fanget i dødvandet midt imellem. I fantasitilknytningen er der ingen udsving, men i virkelighedens verden kommer der altid adskillelse efter forbundenhed, træthed efter vågenhed, disharmoni efter harmoni. Fluktuationer og foranderlighed er et livsvilkår, men et som man ikke har lært at fungere sammen med på grund af den tidlige tilknytnings rigiditet og mangel på fleksibilitet og varme.
Emotionel Hunger
Robert Firestone taler om Emotionel Hunger, som et begreb der kendetegner den længsel, som den følelsesmæssige udsultning i barndommen skaber. Emotionel hunger er ikke kærlighed, men forveksles ofte med det. Som Firestone siger: ”Emotional hunger is not love, though people often confuse the two. Hunger is a strong need caused by deprivation in childhood.”
Når man bærer rundt på denne emotionelle sult og længes som vanvittig efter at få den stillet, foretager man mange handlinger ud fra et utilfredsstillet behov fra barndommen, som i voksenlivet bliver aldersmæssigt upassende. Emotional Hunger ikke er det samme som at føle sand kærlighed til et andet menneske, for man ser og rummer ikke den anden som vedkommende er, men fantaserer om alt det, den anden kunne give en, hvis bare vedkommende var god nok. Fuldstændig på samme måde som man selv blev mødt af omsorgspersonen tidligt i livet. Man blev ikke set og anerkendt som den man var, men skulle i stedet levere en vare.
Den mest tydelige markør på emotionel sult, og dermed ikke sand kærlighed, er desperationen. Man føler sig fanget, usikker, fortabt og prisgivet i parforholdet, og det som holder relationen kørende er en usagt, men gensidig frygt for at miste – ikke den anden, som denne virkelig er, men fantasien om hvad den anden ville kunne give en, hvis bare han eller hun ændrede sig. Hvilket som sagt på mest subtile vis afspejler dynamikken til ens forældre, da man var barn; at de grundlæggende ønskede, man ikke var der eller var et andet barn.
Emotionel sult sanses som en gennemtrængende følelsessmerte af ensomhed, alenehed og tomhed, som Firestone siger: ”This emptiness is related to the pain of aloneness and separateness and can never realistically be satisfied in an adult relationsship.”
Den emotionelle sult får én til at klynge sig til sin partner, samtidig med man er fuld af krav, bebrejdelser og skuffelse, og uden at man giver noget som helst selv følelsesmæssigt til relationen. Man holder sine følelser tilbage. Man vil ikke have sex, eller vil kun have sex uden intimitet. Man vil hele tiden tale om det, man synes den anden skal, eller man holder permanent afstand og lader sig optage af noget andet. Man fortolker og tillægger alting en symbolsk betydning. Den mindste hændelse eller misforståelse kan udvikle sig til et frygtindgydende emotionelt enten-eller-drama, hvorefter der periodisk , i stilheden efter stormen, måske kan komme en ansats til en mere ægte hengivenhed, men som man også hurtigt sætter en stopper for igen.
Emotionel sult driver en til at sige ting som: ”Du elsker mig ikke, for hvis du virkelig elskede mig, ville du ikke tage i byen med dine venner”. Eller: ”Hvis du virkelig elskede mig, ville du aldrig gøre noget, som gør mig ulykkelig”. Man forveksler underkastelse og selvudslettelse af autonome behov og ønsker med ægte kærlighedsbeviser. For det er det, man lærte i livets første kærlighedsrelation – den til forældrene. Som voksen er man derfor overbevist om, at kærlighed handler om ydelser og modydelser, om at gætte hinandens behov uden selv at sætte ord på, og om at ofre sig. Kærlighed er blevet noget, man ikke kan tage let på og som skal inkludere afsavn og opofrelse. Alt hvad der kunne komme af sig selv og komme let bliver diskvalificeret.
Emotionel sult driver således én ud i den selvydmygelse det er, konstant at vil have bevis og garanti for dens andens kærlighed og loyalitet. Man tester den anden, stiller krav, fører kontrol og andre selvbeskyttende tiltag, der alle er med til at erodere muligheden for en sund, tillidsfuld og tryg relation.
Når man som voksen går ind i et forhold drevet af emotionel sult, holder man fast i illusionen om symbiotisk kontakt, men undgår på samme vis den egentlige kontakt til sin partner. Man sammenligner, ofte helt ubevidst, dét man har, med noget man tror findes, og som man tror er uden både smerte og ansvar. Denne sammenligning fører ikke andet end lidelse med sig, fordi man konstant overbeviser sig selv om, at man går glip af noget eller bliver snydt. Man føler sig bedraget og svigtet, men tager ikke noget medansvar for at skabe en forandring. Man nægter at opgive ideen om, at det er den anden, der skal tage sig sammen og tage sig af en. Man bliver sammen, fordi separationsangsten er for stor, og ikke fordi forholdet føles godt. Begge parter opretholder på den måde illusionen om, at de elsker hinanden, længe efter at de er holdt op med at opføre sig på en venlig og respektfuld måde. Men kærlighed er netop venlighed og respekt – alt andet er emotionel sult.
Protesten mod selvstændighed
Det er meget almindeligt at møde par, der lever i et parforhold der holdes sammen af frygt, og når man spørger dem om, hvorfor de er sammen, når de har det så forfærdeligt med hinanden, svarer de som sagt ofte begge to, at det er fordi de elsker hinanden. Ofte viser det sig dog, at de har brug for hinanden til at opretholde en illusion om, at de har en reel kærlighedsrelation, og en illusion om de ikke kan klare en adskillelse, at de ikke kan klare sig alene.
De hjælper dermed også hinanden med at holde gang i en illusion om, at det er muligt i voksenlivet at finde et menneske, som kan og vil garantere evig hengivenhed – og mere end det; total selvopofrelse og betingelsesløs loyalitet. En som ALDRIG vil svigte eller såre dem. På hver sin måde, er begge parter således villige til at ofre deres egen individualitet, for at blive en del af et par. Det gør det, men de gør det under stærk protest, fordi det er imod vores natur ikke at være dem, vi er og gå efter at få opfyldt egne autentiske behov. Man bliver derfor frustreret, vred, desperat og begynder at holde de personloge kvalifikationer tilbage, som den anden holder allermest af. Man straffer, fordi man selv føler sig så utilfredsstillet.
I parterapien kan denne dynamik ses for fuld udblæsning. Den viser sig i måden parret taler sammen på, anklager hinanden på, skiftevis falder ind i offer, redder og krænkerroller, gentager sig selv, taler uden at lytte – og ofte også ekskluderer terapeuten i rummet. Man kan opleve sarkasmen, foragten og fjendtligheden uden filter.
Ofte bliver der talt i vi-form, som jo er måde en nære fantasien om den symbiotiske relation på, som om man er en sammensmeltet enhed. Man kan og vil helst ikke tale for sig selv og sige jeg, og man kan og vil helst ikke høre dens andens subjektive røst. Alle former for selvstændighed og individuelle udtryk truer fantasitilknytningen. Man arrangerer sit liv med henblik på at undgå angst, smerte og intense følelser, og bliver som en konsekvens heraf mere og mere fremmedgjort og tilbageholdende.
Der er dog en kæmpe forskel på at fantasere om kærlighed, og så opleve den i virkeligheden. I fantasien kan man udelade sin sårbarhed og føle sig uovervindelig. I virkeligheden kommer kærlighed altid sammen med den usikkerhed, der er en del af livet med andre mennesker. Fantasien kan man have fuld kontrol over, med virkeligheden forholder det sig helt anderledes.
Vejen videre
En måde at begynde at hele tilknytningstraumet på, er at komme til den erkendelse, at man ikke skylder nogen noget, og at man godt kan blive nærmest lykkelig med en utryg barndom bag sig, når man først beslutter sig for at tage rorpinden i eget livs båd. Når man beslutter sig for at holde op med at lyve for sig selv og melde klart og tydeligt ud, om hvad man vil være med til og ikke være med til – uden at true, anklage, kritisere, fordømme, spille spil eller manipulere.
At opgive fantasitilknytningen medfører, at man for det første nødt til at indse, hvordan det virkelig stod til i barndommen, og for det andet give slip på ideen om, at det man ikke fik i barndommen, kan man finde i voksenlivet. Det kan man ikke – ene og alene fordi man er blevet voksen og nu selv bærer ansvaret for sin egen livskvalitet og overlevelse.
The Fantasy Bond indebærer desværre at man ubevidst undgår at blive den voksne og selvstændige person, man rettelig er. Man har denne her voldsomme modstand mod at møde den virkelige verden som den er – både sig selv og andre. En massiv virkelighedsforvrængning som har sine dybe rødder i angsten for, hvad der vil ske, hvis man tager kraften ud af fantasitilknytningen ved at erkende, at man var det gode barn og forældrene de utilstrækkelige.
Så ville man være nødt til at slippe selvhadet og se sig selv som en værdig person, men også en voksen og ansvarlig person. Man ville miste den imaginære næring, som fantasitilknytningen tilbyder, men man ville også kunne møde verden på en mere ærlig og autentisk måde. Til det siger mine klienter ofte: ”Jamen jeg kan ikke holde op med at elske mine forældre”, hvortil jeg svarer ”Nej, men du kan holde op med at håbe på, at de vil elske dig”.
Referencer
Robert Firestone: The Fantasy Bond – Structure of Psychological Defenses.