Denne artikel er den anden i en række artikler, der alle tager udgangspunkt i Robert Firestones bog: ”The Fantasy Bond”. Artiklen kommer ind på forskellige tilknytningsteoretiske begreber og sætter fokus på betydningen af stress og traume i de tidlige tilknytningsrelationer. Artiklen beskriver også, hvordan skam og selvhad kan få et menneske til at sabotere sit eget liv og sine mest betydningsfulde relationer – og (mis)bruge parforholdet som en foranstaltning til at dæmpe sin angst for adskillelse, separation og individuation. Artiklen henvender sig til dig, som bærer på den smerte, utryg tilknytning altid fører med sig, og dig som arbejder professionelt og terapeutisk med mennesker og par.
Det kollektive tabu, den kollektive benægtelse
Det er generelt voldsomt tabuiseret at udtale, at ikke alle forældre elsker deres børn. Selvom der både i medierne, hverdagslivet og i den kliniske kontekst er overvældende beviser for, at langt fra alle børn, modtager forældrekærlighed, så er det som om, ingen rigtig kan holde ud at se det i øjnene og sige det højt.
I stedet holder vi fast i forklaringen om, at jo, alle forældre elsker deres børn; det er bare ikke alle forældre, der kan finde ud af at vise det. I den optik bliver kærlighed en privatiseret, indkapslet følelse, som man kan insistere på at have, og som man kan lade være med at fremvise eller bruge til noget som helst. Men det er ikke kærlighed.
I en udviklingspsykologisk og tilknytningsteoretisk forstand er kærlighed alle de handlinger, en forælder siger og gør, der medvirker til barnets udvikling af et stærkt selvværd, og som afspejler sig i barnets og senere den voksnes evne til at leve et harmonisk liv med tillid, lethed og glæde. Kærlighed er intet andet end viljen til at behandle sit barn med venlighed og respekt. Altså ikke særlig følelse men snarere en konsistent intention om at ville et andet menneske det godt – på dets egne præmisser.
Om der har været tilstrækkelig kærlighed i barndommen vil således altid vise sig konkret i barnet og senere det voksnes levede liv. Vi behøver ikke at udvikle indviklede hypoteser eller holde fast i floskler. Vi kan konstatere det faktuelt og ved selvsyn.
Lige siden tilknytningsinterviewet AAI (Adult Attachment Interview) så dagens lys, har alle interesserede fagpersoner haft mulighed for at erhverve viden om, at utryg tilknytning altid viser sig gennem den autobiografi, interviewpersonen inviteres til at berette om i løbet af interviewet – ikke qua indholdet i livsnarrativet, men gennem den måde det fortælles på; om det er sammenhængende.
På samme måde ved de fleste terapeuter, at man ikke umiddelbart kan spørge en klient om vedkommendes barndom var tryg eller utryg og regne med svaret, fordi de fleste klienter, fuldstændig som befolkningen generelt, vil foretrække at holde fast i illusionen om, at alle forældre elsker deres barn, og at man derfor var elsket. Det er i dette paradoks, begrebet The Fantasy Bond tager sit udgangspunkt. Det vender vi tilbage til om et øjeblik.
Hellere diagnoser end ukærlige forældre
Når vi på et kollektivt plan ikke kan rumme det faktum, at ikke alle forældre elsker deres børn, kan vi i stedet udvikle diagnoser, der kan levere forholdsvis præcise beskrivelser af børn og voksnes unormale adfærd. Det er på den ene side nemmere at forholde sig til psykiatriske diagnoser, men på den anden side er faktum er jo, at der bag disse diagnoser eksisterer et virkeligt, levet liv – og at dette levede liv ofte vil vise sig at være præget af mangelfuldhed.
Typisk er der dog hverken lyst eller tid til at gå ind i et menneskes unikke livshistorie. Det er nemmere at se det utilpassede barn – og se det som problemet. Man stiller ikke det indlysende spørgsmål om, hvad der mon er sket i dette menneskes liv, siden det opfører sig så kontraevolutionært – så modsat det, som det fra naturens side er designet til – nemlig at gøre ting som er hensigtsmæssige for dets overlevelse og trivsel.
I hverdagslivet generelt og sundhedssektoren specifikt, undlader man konsekvent at forholde sig til, hvad kærlighed er, men holder stædigt fast i, at alle forældre elsker deres børn og gør deres bedste. Men det er simpelthen ikke sandt. Der er tale om en kollektiv virkelighedsflugt og fornægtelse. Man holder fast i ideen om sygdom, karakterbrist og uheldige gener, selvom neurovidenskaben har overbevisende argumenter for, at vi ikke fødes med en stabiliseret personlighed, men at denne dannes i relationelle samspil med vores tilknytningsfigurer. At gener kun kan forstås som dispositioner, og hvorvidt genet bliver aktiveret eller ej, helt afhænger af den neurokemiske kontekst, genet møder – som atter er et resultat af vores virkelige, relationelle samspil.
God-forælder-ondt-barn-dynamikken
Begrebet The Fantasy Bond handler om barnets udvikling af en selvbeskyttende fantasi om en tilknytning og kærlighedsrelation, som reelt ikke eksisterer. Fantasien beror på en fatal dynamik mellem en emotionel umoden og utilstrækkelig forælder og et barn.
For et barn er det ikke muligt at tage sandheden til sig, om at det ikke bliver udvist respekt, venlighed og varme, at det ikke bliver beskyttet. Det ville føre til voldsom angst og psykisk nedbrud. Barnet vil i stedet sørge for at se sig selv som et ondt og uelskeligt barn, og forældrene som de gode.
På den måde kan det opretholde håbet om forandring – om at kærlighed er en mulighed, hvis bare barnet kan finde ud af at tilpasse sig. Barnet er således nødt til at fordreje virkeligheden, og holde op med at regne med egne følelser og sansninger. Denne dynamik forekommer uanset hvad, forældrene udsætter barnet for – også i de groveste tilfælde af fysisk og psykisk vold, seksuelt misbrug og forsømmelse. Robert Firestone kalder dynamikken for The Good-Parent-Bad-Child-System.
Dette system trigger et voldsomt selvhad kombineret med idealisering af forældrene, men også intense følelser af tomhed, ensomhed, tab af selvfølelse, selvforagt og en emotionel tilbagetrækning fra livet – ofte dulmet af forskellige former for selvskade og selvmedicinering.
Fordi vi ikke kan udholde at indse vores forældres afvisning, og heller ikke kan rumme den afvisning, vi måske udsætter egne børn for, påfører vi i stedet barnet en fatal og selvmodsigende kommunikation. Hvor vi siger et, men har det på en anden måde indeni. Vi snyder barnet, fordi vi fratager det dets sunde evne til at mærke virkeligheden og fornemme, hvordan det har det. Vi siger, at vi elsker barnet, men barnet føler sig svigtet og forladt. Det tvinges til at vælge side – mellem hvad det selv føler, og hvad forældrene siger – og det vælger altid forældrenes version. Det gør alle børn.
Barnets subjektive oplevelse af straf, svigt og afvisning bliver nu barnets egen skyld. Det bliver forvirret og føler sig crazy. På den måde bedrages barnet og berøves dets virkelighedssans. En hvilken som helst diagnose må anses som et helt normalt svar på at have fået sin virkelighedsfornemmelse rystet og ødelagt. Alle psykiatriske diagnoser har virkelighedsforvrængning som omdrejningspunkt.
Det projektive parforhold
Som voksen flytter man almindeligvis hjemmefra og forlader sin barndomsfamilie i en fysisk forstand, men emotionelt kan man stadig være fanget i god-forælder-ondt-barn-dynamikken og i illusionen om en kærlig tilknytning – man er som voksen stadig det forkerte barn.
I stedet for at se sine forældre i et mere klart lys og dermed sig selv som en person, der fortjener både respekt og omsorg, holder man sin egen barndom ude af opmærksomhedsfeltet og projicerer i stedet sine indre tilstande over på andre – sin partner og måske egne børn.
Man vil opfinde svigt og afvisninger, for at holde fast i ideen om, at man kun kan stole på sig selv, at man ikke behøver andre mennesker, og at man kan klare sig selv. Man siger det til sin partner og måske sine børn – man truer med at gå eller holde sine følelser tilbage. Man holder en emotionel distance til andre mennesker – også dem som er allertættest på – men man bilder sig selv og de andre ind, at det ikke er sådan, det forholder sig.
Roden til følelsesmæssig tilbageholdenhed ligger i en grundlæggende mistillid til verden og andre mennesker, men en mistillid som man har svært ved at stå ved, fordi den føles så skamfuld. I praksis sørger man dog for, at ens partner ikke for alvor mærker, hvor afhængig man føler sig, ligesom man holder partnerens kærlighed på afstand. Man vil ikke være sårbar og risikere at miste noget betydningsfuldt, og dermed skaber man sit eget værste mareridt – man skubber den anden fra sig igen og igen – og vedbliver med at føle sig tom, ensom og forkert.
Den indre logik synes at lyde: Man trækker sig, fordi man ikke har tillid til andre. De andre mærker denne tilbagetrækning og føler sig afviste. De bliver sårede eller vrede og trækker sig måske selv. Dermed har man legitimeret sin egen følelsesmæssige tilbageholdenhed. Man kan sagtens få sin partner til at opføre sig som den afvisende forælder, hvis bare man provokerer, manipulerer og taler tilstrækkeligt dis-respektfuldt.
Selvhadets globale destruktivitet
Fantasitilknytningen er altid forbundet med et intenst selvhad, der folder sig globalt ud i alle sansninger, kropsfornemmelser, tanker, følelser og adfærd. Man er grundlæggende destruktiv i sin omgange med selvet – på alle tænkelige planer.
Selvhadet folder sig typisk ud som en indre selvkritisk stemme, som man kan forstå som en introjektion af tilknytningsfigurens kritik og afvisning af barnet. Det er en stemme, man ikke nødvendigvis er bevidst om, men som almindeligvis kører uafbrudt i den samme rille – som en slags subtile, næsten ubevidste undertekster til det levede liv. Et destruktivt lydspor uden hverken empati eller sandhedsværdi. Man angriber sig selv med en stemme fuld af foragt, ydmygelse, latterliggørelse og sarkasme. Man mobber sig selv. Man er offer og krænker i en og samme person.
Selvhadet kan udvikle sig til et helt system af selvforvrængninger skabt ud af skam og stolthed. Man skammer sig over at føle sig så ensom, og man beskytter sig mod den ubærlige skam ved at overbevise sig selv om, at man ikke behøver de andre. At de andre ikke er til at stole på. At det er de andres skyld. Man er stolt over sin uafhængighed.
Den indre stemme er en demoraliserende og demotiverende stemme, hvor man konstant vurderer selvet ud fra sine forældres standarder, og derfor hele tiden kommer til kort. Man hader sig selv, og ser ligeledes andre som egoistiske og onde. Det er en fordømmende stemme, som har til formål, at man opgiver sig selv, sin egen individualitet og sine subjektive, autentiske behov. At man helt og aldeles udsletter sin egenart, og bliver til et menneske, der kun er betydningsfuldt, hvis det falder i en andens smag. Et emotionelt selvmord.
Stemmen sørger for, at man ikke kommer i nærheden af at udfolde sit sande potentiale. Man fortæller sig selv, at man er dum, egoistisk, uattraktiv, grim, ulækker, doven og videre i den dur. Man opgiver at gøre noget godt for sig selv, og kaster håndklædet i ringen, inden man overhovedet får begyndt. Sådan en insisterende stemme fra fortiden kan desværre ende med at blive en selvopfyldende profeti. Det man siger, er man selv.
Den indadvendte livsstil
Der findes en form for destruktiv indadvendthed, som Robert Firestone kalder Inwardness eller The Inward Lifestyle, som er karakteriseret ved flad affekt og følelsen af fremmedgjorthed, ved fraværet af passende emotionelle reaktioner, tvangsmæssig rumination samt mangel på interesse og engagement. Denne livsstil udtrykker et fatalt tab af vitalitet, spontanitet og fleksibilitet – et emotionelt frakoblet liv.
Det frakoblede liv kan forstås som en selvbeskyttelsesmekanisme, der ganske vist bibringer emotionel lidelse, men også en livsnødvendig ligevægt og fornemmelse af at have kontrol. Den er baseret på en opretholdelse af fantasitilknytningen og illusionen om at være i et kærlighedsforhold. Man holder liv i fantasien, men reelt lever man et frakoblet liv, fordi det at blive behandlet med venlighed af ens partner, vækker smertelige erindringer om den behandling, man fik som barn, og som var præget af afvisning. Når man møder venlighed og respekt, føles det som en adskillelse fra sin oprindelige familie, og det vækker angst og modstand. Man føler sig endnu mere alene.
I neurovidenskaben taler man om associationsforbindelser, som betyder, at hjernen kobler fænomener, der opleves som hørende sammen, til egentlige oplevelseskategorier. Ud fra det neurobiologiske princip om: ”Neurons that wire together, fire together”. Hvis man eksempelvis tidligt i livet har lært, at kærlighed er lig med emotionel afvisning og krænkelse, vil man som voksen helt automatisk diskvalificere venlighed og respekt, og holde liv i illusionen om, at kærlighed er noget andet og meget mere dramatisk. Alt hvad der kan true fantasitilknytningen, kan bringe en krise frem og forstyrre den ligevægt, man har fundet i at leve et frakoblet liv.
Som i barndommen, fortsætter man i voksenlivet med at lede efter en mening med det hele, men sådan en helende og integrativ mening, kan kun indtræffe, når man slipper fantasitilknytningen og illusionen om, at man var et elsket barn. Der findes ikke en større eller mere universel mening end den, som er dybt personlig, og som afhænger af, hvad man selv investerer i selvet, livet og sine relationer – og den betydning man tillægger det at være i live.
At holde sig emotionelt tilbage, er at begrænse sine autentiske livsytringer og sine følelsesmæssige transaktioner med andre mennesker mest muligt. Man giver ikke noget, og tager helst ikke imod noget. Det nærer illusionen om, at man ikke behøver nogen, og at man kan klare sig selv. En basal følelse som Robert Firestone kalder Not Needing, og som har sine rødder i den tidlige interaktion med omsorgspersonen, som jo var præget af, at man var nødt til at tage sig af sig selv. Dette kalder Robert Firestone for Self Parenting. Ens forældre ydede ikke den basale beskyttelse, et barn behøver for at kunne udvikle sig sundt.
Et emotionelt omsorgssvigtet barn lærer, ikke at ønske sig noget fra den ydre verden, og dermed fornægter det sig selv den glæde og livfuldhed, livet giver, hvis man giver det lov. Følelsen af kontrol bliver altafgørende, men prisen man betaler herfor er fatal.
Selvsabotage
Emotionel tilbageholdenhed kan udtrykkes på mange måder – eksempelvis gennem ambivalens, mangelfuld beslutningstagning, gennem udsættelse, overspringshandlinger, træthed, udmattelse, ulyst, kedsomhed, koncentrationsbesvær, disorganisering, ikke-produktive arbejdsindsatser, opgivelse af mål, glemsomhed og ved at lave de samme fejl igen og igen, som kunne have været undgået. Man saboterer sig selv.
Denne selvsabotage beror på en tidlig forældreadfærd, som vækker barnets frygt og sunde vrede og raseri. Emotionelt umodne forældre kan ikke mentalisere barnet, og kan derfor ikke forestille sig barnets følelser og indre tilstande. Barnet bliver i stedet tingsliggjort, noget man kan bestemme over og bruge til egne formål.
Emotionel umodenhed har således et bredt repertoire og dækker over alle handlinger, der ikke har barnets trivsel og selvværd i centrum. Det kan være invadering, indtrængning, dominans, vold, disrespekt for barnets grænser. Eller uforudsigelig, inkonsistent adfærd, skræmmende eller skræmt adfærd, opgivenhed, underdanighed, pleasen, uselvstændighed, passivitet og en generel emotionel tilbagetrækning fra barnet.
Barnets sunde protest og vrede kan ikke fremvises, og undertrykkes i stedet og bliver til en generel fjendtlig indstilling rettet diffust ud mod hele verden – selv om den rettelig burde vende sig mod de uempatiske omsorgspersoner. Denne generaliserede vrede transcenderer senere i livet alle betydningsfulde relationer og forgifter dem. Vreden kan udtrykkes både direkte og på en passiv aggressiv måde gennem tilbagetrækning.
I stedet for at se relationen til sine forældre klart, trodser man dem tavst ved at blive det barn, de så en som. Man kan for eksempel sørge for at blive dårlig til alt. Man kan holde alle sine kompetencer og alt sit potentiale tilbage. Man vil ikke. Man foragter generelt alle autoritetsfigurer, men tør ikke vise det åbent.
Når man tilbageholder sine voksenkompetencer, især på områder, hvor ens forældrene ikke lykkedes, kan det forstås som en ubevidst identifikation med forældrene. Man vil ikke have med det faktum at gøre, at man er voksen, selvstændig og uafhængig. Man vil ikke tage sit eget liv på sig, fordi man stadig venter på at blive beskyttet og taget sig af. Man leder efter noget, man skulle have haft tidligt i livet, og som man ikke kan udholde at opgive. Men dependent og regressiv adfærd har det desværre med at fremtving afvisende adfærd fra andre mennesker, og dermed kan man holde liv i overbevisningen om, at andre er onde.
Når forældre ser deres barns naturlige behov og autenticitet som forkert, vil barnet selv begynde at tvivle på sin egen legitimitet, og se sine egne behov og ønsker som forkerte, onde, selvviske og skamfulde. Barnet vil introjicere forældrenes kritiske blik og stemme, og bortcensurere alle spontane livsytringer. Hvis man for eksempel får en tilskyndelse til at give en anden person en gave, kan man omgående sige til sige selv, at personen alligevel ikke vil bryde sig om gaven, og man kan føre regnskab med, hvad man selv, har fået af den anden.
Der er mange måde at holde sin selvstændig- og voksenhed tilbage. Man kan underkaste sig og blive lille, eller man kan puste sig op og dominere og styre alle omkring sig. Man kan blive indirekte og manipulerende eller offensiv og angribende. Under alle omstændigheder gør man sig selv til et offer – og andre mennesker i ens nærhed vil uvægerligt føle skyld. Man kan true, lyve, manipulere og kontrollere sig gennem en påstået svaghed – og man kan bilde sig selv ind, at man ikke kan dét, der ligger i at være voksen. Man sagen er, at man holder fast i sit barneselv. Fantasitilknytningen betyder, at man fastholder en barn-voksen relationsdynamik med både sine forældre, men også med andre betydningsfulde personer – særligt sin partner.
Afhængighedstilknytning
Der ligger i alle mennesker en grundlæggende angst for at blive forladt. Det er vores evolutionære arv, fordi vi er flokdyr. Vores overlevelse afhænger af andre. Når angsten for separation og eksklusion overstiger, hvad vi kan rumme, kan vi regrediere til et tidligere modenhedsstadie. Vi kan for eksempel søge en partner, som er villig til at give garantier og dermed forpligte sig til at leve op til vores usagte forventninger. Altid. Det siger sig selv, at sådan en relation er dømt til at mislykkes og dermed vække intense følelser af afvisning, svigt og ikke at være god nok.
Når sammenhængskraften i et parforhold er frygt, vil man uvægerligt føle sin personlige frihed indskrænket, og det vil naturligt nok vække en indre protest. Man knytter sig til den anden af nød og ængstelighed; ikke fordi man værdsætter den andens unikke og smukke personlighed. Man (mis)bruger parforholdet til at dæmpe sin angst for adskillelse og separation men også for individuation. Det giver en form for sekundær sikkerhed, men som bliver meget skrøbelig, fordi man i parfoldet også positionerer sig for den nærhed, intimitet og afhængighed, man frygter lige så meget som adskillelse.
Løsningen ligger i, at man finder en måde, hvorpå man kan lade som om, at man har en ægte kærlighedsrelation, men hvor man reelt ikke investerer noget følelsesmæssigt af sig selv. Man giver ikke komplimenter, man siger ikke kærlige ord, man støtter ikke dens andens individuelle ønsker, man bliver ugenerøs med fysiske kærtegn, og man holder de kvaliteter ved en selv, som den anden synes bedst om, tilbage. Man udlever i parforholdet den afvisning, man reelt oplevede som barn, og man bekæmper vedvarende den del af sig selv, som længes efter noget mere ægte og livfuldt. Ægte kærlighed får et menneske til at føle sig åbent og sårbart – ikke tilbagetrukket.
Næste skridt
Et væsentligt skridt i helingen af tilknytningstraumet ligger i at opgive håbet om nogensinde at få den savnede kærlighed, forståelse og respekt fra sine forældre – uagtet om de stadig lever eller ej. At holde op med at ville have dem til at se og forstå. Det kan give mod og ressourcer til, at man langsomt tillader sig selv, skridt for skridt, at forlade sin indre destruktive fantasiverden, som hæmmer ens livsudfoldelse og bringer så megen lidelse med sig. At man begynder at vove sig ud i den virkelige verden, befolket af virkelige mennesker, og hvor det virkelige liv kan leves. Man kan starte med en stærk intention om at være det venlige menneske, man kom til verden som, men som ikke kunne tolereres af ens forældre.
Kilde
Robert Firestone: The Fantasy Bond – Structure of Psychological Defenses.