Denne artikel handler om, hvordan vores personlige livshistorie altid er flettet ind i vores større slægts- og familiehistorie, og om hvordan utryghed og traume kan rejse fra den ene generation til den næste som en epigenetisk arv. Vi har alle en residual med os fra tidligere generationer.
Uforløste traumer kan transcendere familiehistorien
Et uforløst traume kan bevæge sig gennem generationer. Det inkluderer frygt, følelser, tanker somatiske tilstande og specifikke reaktions- og adfærdsmønstre. Traumer kan således sende chokbølger og kaskader af stress fra en generation til den næste.
Som mennesker bærer vi alle vores aldre inden i os – ligesom vores hjerne og nervesystem indeholder reminiscenser af hele menneskehedens evolutionshistorie. På samme måde bærer vi også på vores forfædres oplevelser som en integreret del af vores biologiske organisme og dermed også som vores emotionelle og kognitive oplevelseshorisont. Vi erfarer altid et her-og-nu gennem et dengang-og-da. Alt hvad der er uforløst fra fortiden, sætter sit præg på vores liv i nutiden, og vil dermed også influere på vores fremtid.
Nedarvning af den indre biokemi
Det er særligt den velrenommerede israelsk/amerikanske forsker og professor Rachel Yehuda, som har sat intergenerationalitet på den videnskabelige dagsorden. Rachel Yehuda har bl.a. påvist, at børn af Holocaust-overlevere med diagnosen PTSD, blev født med lavere kortisolniveau end andre børn, og at dette korresponderede med forældrenes lave kortisolniveau. De arvede så at sige forældrenes biokemiske baseline.
Det, at et lavt kortisolniveau er forbundet med alvorlig PTSD, er en forholdsvis ny opdagelse, som også har været meget omdiskuteret, fordi stress og traume almindeligvis er forbundet med hyperarousal og dermed høje kortisolniveauer. Mange forskere mener dog efterhånden, at at det lave niveau skyldes et fænomen, man kalder kortisoltræthed (cortisol overload) grundet nedbrydning af kortisolreceptorer i organismen.
Et unormal lav kortisol-produktion fører til en generel lav stresstolerance samt øger sandsynligheden for en række forskellige såvel somatiske som psykologiske lidelsestilstande som eksempelvis dissociation, depression, kronisk træthedssyndrom og kronisk smertesyndrom.
Rachel Yehuda har gjort den samme opdagelse med hensyn til børn født af personer, der fik diagnosen PTSD efter 9/11 i USA, og udleder heraf, at hvis vi har overlevet et alvorligt traume med udvikling af PTSD som en følge heraf, er vores børns risiko tre gange større end andre børns for at udvikle PTSD, depression eller en angstlidelse. Vores børn kommer altså til verden med øget sandsynlighed for at blive bærere af diverse fysiologiske og psykologiske symptomer relateret til traumer – vel at mærke traumer de ikke selv har oplevet direkte.
Transgenerationel traumatisering er et reelt fænomen, som vi altid har kendt – eksempelvis gennem Biblens begreb om arvesynd, men det er først indenfor de seneste årtier, at man kan forklare det forskningsmæssigt – bl.a. gennem det videnskabelige felt kaldet epigenetik.
Arv og miljø kan ikke adskilles
Vores undfangelse tager sin spæde begyndelse allerede, mens vores biologiske mor selv er et foster. På et cellemæssigt plan deler vi biologisk kontekst med både vores mor og mormor, fordi det æg, vi udspringer af, allerede er i sin vorden, mens vores mor selv er et foster. Man mener, at dette præmature æg ligger som en biologisk disposition i vores mors æggeleder, allerede når hun er et blot 5 måneder gammelt foster.
Dette er naturens og evolutionens måde at sikre, at vi udvikler os adaptivt – det vil sige mest muligt i overensstemmelse med de omgivelser, vi forventes at skulle leve og overleve i, når vi engang bliver født. Det er evolutionens måde at videregive, på et basalt cellemæssigt plan, somatiske erindringer om oplevelser, der vil kunne kan påvirke vores overlevelseskompetence.
Hvis vores hjerne eksempelvis allerede fra fødslen er gearet til at kunne overleve i farlige og truende omgivelser, så reduceres vores risiko for at gå til grunde i disse ikke-optimale, ressourcesvage omgivelser. Vi er med andre ord genetisk parate (genetic primed) til at skulle og kunne kæmpe hårdt for vores overlevelse. Dette forøger naturligvis vores overlevelsessandsynlighed. Et barn af en Holocaust-overlever er således genetisk parat til at leve og overleve i en koncentrationslejr – uden nogensinde selv at have været der – andet end som et præmaturt æg eller sædcelle i vores forældres organisme. Det er hensigtsmæssigt, hvis man vitterligt kommer til verden i en koncentrationslejr, men stærkt problematisk, hvis man fødes ud i venligere omgivelser.
Vi er således, på godt og ondt, og på et basalt cellemæssigt plan, påvirkede af hvordan vores mor havde det emotionelt, mentalt og fysiologisk, allerede da vi var et foster i hendes livmorder, fordi hendes indre, biokemiske verden var vores kontekst og nærmeste opvækstmiljø; et evolutionært udviklet varsel om, hvad det er for en verden, vi senere vil blive født ind i. Vores hjerne og nervesystem begynder allerede i fosterstadiet at tage farve af den biokemi, vi tilbydes i vores mors krop, som atter er et resultat af, hvad hun blev tilbudt som foster – og hvordan vores mormor havde det.
En mors indre kemi kan være fyldt med belønningsstoffer som dopamin og oxytocin, fordi hun er tryg, nyder graviditeten og har positive forventninger til både sig selv og barnet. Disse neurotransmittere virker beroligende på fosteret, stimulerer hjernens udvikling og giver generelt mange behagsoplevelser. Men en mors indre kemi kan også være gennemtrængt af frygt og stresshormoner, som får fosteret til at trække os sammen og beskytte sig mod de intense ubehagsoplevelser, der følger af denne stress. Et foster har det på samme måde som sin mor, og er mor i stres, er fosteret det også. Det kaldes prænatal stress.
Vores egne gener påvirkes af vores mors neurokemiske indre tilstande. Vores DNA og genetiske arv er vores udgangspunkt i livet, men ikke vores endelige skæbne, fordi det er vores næromgivelser og vores egne subjektive oplevelser af disse, der i høj grad disponerer for, hvilke gener der tænder eller slukker. Det kaldes epigenetik. Det er kun ca. 2% af vores DNA, som ligger helt fast. De resterende 98% er såkaldt non-coding DNA – det vil sige DNA, som er påvirkeligt af vores omgivelser – herunder vores kost og den luft vi indånder.
Epigenetik beskriver, hvordan selv vores gener er gearede mod tilpasning; som et nedarvet evolutionært princip. Epigenetiske forandringer forbereder os på at kunne håndtere situationer, vores forældre og forfædre har oplevet, og derfor kan blive vores virkelighed.
Forsøg med dyr
Fordi mennesket lever forholdsvis lang tid, er det svært at følge hele generationer videnskabeligt. Man skal vente meget længe på resultaterne. Derfor er der i de senere år blevet udført en række studier i mus og rotter, som hurtigt bliver kønsmodne – en musegeneration er omtrentligt på 12 uger, så her er det muligt at følge mange generationer.
De mange forsøg viser tydeligt, at stress i mus rejser fra generation til generation. Man udsætter eksempelvis en nyfødt museunge for periodisk separation fra sin mor, hvilket øger mængden af stresshormoner i museungen, og som viser tegn på det, vi hos mennesker kalder depression. Selvsamme unge føder senere unger med forhøjet stressniveau, og sådan fortsætter det i mindst 3 generationer. Forskerne kan se, at musens genudtryk ændres i bl.a. CRF1 og CRF2 generne, som er involveret i stress og frygtregulering.
I et epokegørende forsøg, lærer forskerne mus at frygte en bestemt duft, ved at give dem elektrisk stød, hver gang de eksponeres for duften. Senere konstaterer de, at antallet af lugtreceptorer for den bestemte duft i hjernen er forøget, hvilket betyder, at der skal mindre af duften til, før der kommer en frygtreaktion. Musene er nu blevet det, man kalder særligt sensitive med hensyn til den specifikke duft og den efterfølgende frygtreaktion. Det mest opsigtsvækkende ved forsøget er dog, at de efterfølgende to generationer af mus udviser den samme frygtreaktion ved duften – uden nogensinde at have været udsat for elektrisk stød – ligesom de også udviste de samme forandringer i hjernen. Det er dette fænomen, der kaldes epigenetisk arv.
Forskningen viser, at der både er en arvelig og miljømæssig faktor i spil, når vores hjerne udvikles, og at det ikke er til at sige, hvad der er hvad, fordi arv og miljø gensidigt påvirker hinanden.
Traumer i familiesystemet
Menneskets natur er generelt sådan, at når vi oplever noget forfærdeligt, forsøger vi at undgå smerten, og vi bestræber os på at holde vores opmærksomhed tvangsmæssigt væk fra det forfærdelige. Det medfører, at vi samtidig forhindrer, at traumet kan forløses.
Faktum er dog, at vi som forældre typisk giver det videre til vores børn, som vi selv har modtaget. Hvis vi kommer til verden med et højere eller lavere kortisolniveau end normalt, er vi generelt mere frygtsomme, ængstelige, vrede eller deprimerede, end vi ville have været under andre omstændigheder. Vi er blevet sensibiliserede med hensyn til stress og basal overlevelsesadfærd i form af kamp eller flugt. Det influerer på vores omsorgsadfærd.
Denne biokemiske dysregulering påvirker vores børns genudtryk – gennem vores forældreadfærd, og gennem de gener barnet bliver født med. Er vi uforløste med hensyn til tab og traume, er vi deprimererede, angste, stressede, nedlukkede eller vrede påvirker det vores omgang med vores barn – også selv om vi gør vores bedste, for at de ikke skal opdage det, og også selvom vi selv er overbeviste om, at de ikke kan mærke vores indre tilstande. Vores indre tilstande er vores børns virkelighed.
I et forsøg påvises det eksempelvis, hvordan stress induceret i en mor ved at kritisere hende mildt i forhold til en given præstation, gives videre til hendes nyfødte barn, som efter præstationen, lægges i hendes favn. Ganske kort tid derefter, kan der måles et forhøjet stressniveau i spædbarnet.
På samme måde er vi også influerede af, hvordan vores mor og far havde det, hver for sig og sammen, og hvordan vores bedsteforældre håndterede livets udfordringer. Vores forfædres livshistorier ligger i vores genudtryk, som det det man også kalder for somatiske erindringer. Det vil sige oplevelser, vi ikke kan huske med vores eksplicitte hukommelse, men som ikke desto mindre er lagrede i hjernens neurale netværk som sansninger, der ikke er koblet til et narrativ, men som føles som virkelige her-og-nu-oplevelser. Dette hukommelsessystem i hjernen kaldes den implicitte hukommelse, og den medieres hovedsageligt af højre hjernehalvdel, som er usproglig.
Traumer i familiesystemet som alkoholisme, kriminalitet, fængsel, gæld og konkurs, voldtægt og seksuelt misbrug, bortadoption, børn uden for ægteskab, utroskab, dødsfald, tortur, krig, psykisk sygdom, selvmord, drab, vold, forsømmelse, mobning, omsorgssvigt og mere subtile emotionelle forstyrrelser, stopper ikke ved den person, som har oplevet det specifikke traumatiske, men bevæger sig gennem generationerne, indtil traumet forløses, hvilket første sker, når det kan processeres i det eksplicitte hukommelsessystem og dermed på et bevidst plan erfares som fortid.
Skam og tabu i familiesystemet
Traumer i et familiesystem vil ofte ikke blive italesat på grund af skyld og skam, og et sådant tabu kommer uvægerligt til at præge også senere generationer. Det ligger i luften, at der er sket noget forfærdeligt, men ingen kan eller vil sætte ord på det. Det bliver den ilt, som senere generationer trækker ind i deres organisme; en forurenet luft fuld af hemmeligheder, konflikt, spændinger og frygt. Det er overordentligt problematisk med tabuer i familiesystemet, fordi skammen bliver ved med at være aktiv, og dermed også forpester senere generationer, som skammer sig uden at have noget at skamme sig over.
Ofte udtrykker det traumatiske sig i specifikke ord eller sætninger, som går igen i familiesystemet, og som gentages vedvarende hos de personer som lider. Det kan være udtryk som: ”jeg kan ikke klare det”, ”jeg er alene i verden”, ”man kan ikke stole på nogen” , ”jeg er forkert”, ”det kommer aldrig til at gå godt”, ”jeg går til grunde” etc. Disse ord udtrykker typisk, uden at man selv ved det, selve kernen i traumet – og må ofte sættes ind i en større familiemæssig kontekst for at give mening. For helingsprocessen er det altid afgørende at finde en eller anden mening med sine ellers uforståelige symptomer.
Når vi traumatiseres påvirker det vores hjerne og vores evne til at huske og skabe mening i den eller de forfærdelige hændelser. Vi kan ikke sprogliggøre det, og slet ikke hvis de finder sted før, vi har udviklet et sprog. Vores informationsprocessering i hjernen kompromitteres alvorligt af stresshormoner, og senere i livet kan vi martres af følelser, tanker og sansninger, som relaterer sig til det oprindelige traume, men uden at vi kan lave den sammenhæng. Det føles i stedet som om, vores oplevelser har med nuet at gøre. Vi vil typisk blive ved med at gentage dette, indtil vi kan bringe mønsteret op i bevidsthedens klare lys, og få mere tydeligt øje på, hvad det er, vi gør og hvorfor.
Katastrofetænkning
Når vi er særligt sensitive med hensyn til stress, og når vores nervesystem er blevet dysreguleret som en konsekvens af stresshormoner, vil vores hjerne generelt have et øget fokus på fare og trusler – det kaldes hypervagtsomhed.
En hypervagtsom hjerne vil hele tiden scanne omgivelserne og andre mennesker for fjendtlige intentioner, og i det hele taget arbejde på højtryk for at frembringe Worse Case Scanarios – det vil sige katastrofetanker – ud fra devisen om, at det er godt at være forberedt og forvente det værste. For en frygtsom overlevelseshjerne opleves det som det eneste rigtige, men det er ikke en absolut sandhed. Vi kan ikke tænke os ud af livets katastrofer. Der er ting, der bare sker, som ingen kan forudsige.
Katastrofetænkning kaldes også rumination, som karakteriserer den tækning, der hele tiden er optaget af at gruble over fortidens hændelser eller bekymre sig om fremtiden. Det er den tænkning, der effektivt forhindrer os at være til stede i nuet og leve vores liv, og som inducerer endnu mere frygt og stress i vores organisme. Katastrofetanker tænder hjernens frygtsystem og gør vores liv mere og mere stressfyldt med såvel psykologiske som fysiologiske symptomer som følge.
Heling af traumer
Det gælder som et generelt princip, at jo mere vi forsøger at undgå visse følelser, jo mere intens bliver smerten, og jo mere stress oplever vi, fordi vi hele tiden må anstrenge os og presse os selv.
Den dårlige nyhed i forhold til det epigenetiske felt er, at vi tager farve af de omgivelser, vi vokser op i, at og dette kan være fatalt for vores hjernes sunde udvikling, hvis vores familiehistorie er fyldt med tab og traume. Den gode nyhed er, at vi også selv kan modulere vores hjerne – kaldet rewiring – ved at give den mere trygge og stabile oplevelser af venlighed og mestring. Dette skyldes hjernes neuroplasticitet. Nye oplevelser skaber ny neurale netværk og dermed helt nye oplevelseskategorier. Interventioner baseret på epigenetisk viden og moderne neurovidenskab som eksempelvis visse terapiformer, mindfulness, yoga og visualisering kan facilitere de neuroplastiske processer.
Forsøg viser, at allerede efter eksempelvis otte timers meditation, kan der påvises molekylære og genetiske forandringer samt et øget antal antiinflammatoriske gener, som øger vores stabilitet, stresstolerance og velbefindende. Dette giver øget resiliens. Man kan ikke ændre sin DNA, men man kan ændre den måde DNA´en fungerer på – og det giver stort set den samme virkning.
Kilder
Mark Wolyn: I Didn´t Start With You. How Inherited Trauma Shapes Who We are and how to end the Cycle. Viking, 2016
Linda Graham: Bouncing Back. Rewiring Your Brain for Maximum Resilience and Well-Being. New World Library, 2013